Sekuoia: Mine 5 favorit-remixes

"Lige så meget, som jeg elsker remixes, lige så meget kan jeg hade dem."
Sekuoia
Sekuoia © Flemming Bo Jensen / Red Bull Content Pool
Af Kristian Karl

24-årige Patrick Alexander Bech-Madsen aka Sekuoia udgav sidste år albummet 'flac', der for alvor cementerede hans status som en af de mest spændende elektroniske beat-magere i landet. Den plade har han turneret rundt i Europa med siden udgivelsen, og det resulterer nu i en remix-EP, med tracks af kunstnere han har mødt rundt omkring i udlandet. Første-singlen med Pandreas er allerede ude, og vi glæder os til at høre mere. Men mens vi venter på EP'en har vi bedt Sekuoia om at fortælle, hvilke remixes han selv bedst kan lide. Se hvilke han valgte forneden.

 

Sekuoia: "Jeg har det ambivalent med remixes. Lige så meget som jeg elsker dem, ligeså meget kan jeg også hade dem. Remixes kan mange ting. Jeg værdsætter remixes, der tager spændende elementer fra originalen og enten tager dem i en dansabel retning, eller det modsatte. Jeg synes tit, at der kan være nogle fede elementer i sange, der ikke får lov til at få plads, og det synes jeg tit remixes kan give. Da jeg fik Pandreas remix, syntes jeg, det var rigtig spændende, den måde han loopede vokal stykker igennem nummeret, og valgte at gøre det til et dansabelt nummer med fokus på nogle af de tammer, jeg brugte i det originale track."

 

Caribou - Melody Day (Four Tet remix) 

Sekuoia: "Det er fedt, når remix tager den originale sang i en helt ny retning. Four Tet tilføjer et nyt guitar-stykke og bruger dette som omdrejningspunkt."


Ramadanman - Revenue (Untold remix)

Sekuoia: "Et nummer jeg lyttede utrolig meget til for et par år siden. Jeg elsker, når en producer remixer et track, der afspejler personens lyd, og det har Untold gjort med det her track."

 

Sia - Little Man (Exemen Works)

Sekuoia: "Sias 'Little Man' er taget op i tempo og remixet med et garage-beat. Jeg lytter aldrig til den orginale, da remixet fungerer bedre for mig."

 

When Saints Go Machine - Fail Forever (Nicolas Jaar remix) 

Sekuoia: "Jeg elsker harpe-introen og den måde det bliver filtreret på. Derudover er det fedt, Jaar giver plads til strygerne i sit remix."

 

Ludaris - How Low (Jonwayne remix) 

Sekuoia: "Remixet hedder Luda Goes To Church og det forstår man godt, når man hører det. Det her remix lyder sygt dumt, men så godt på samme tid."

 

 

Følg Red Bull Music på Facebook.

 

 

read more about
Next Story