Caspar Eric: 10 sange der har inspireret 'Avatar'

Digteren har sammensat spillelisten bag sin seneste udgivelse.
Caspar Eric
Caspar Eric © Fryd Frydendahl
Af Kristian Karl

Hvis du tror, at alle digtere er sådan nogle melankolske, grå mennesker, der sidder og lytter til Bob Dylan hele dagen, har du ikke mødt Caspar Eric. Den unge digter er måske melankolsk, men han er også farverig som bare fanden, og det er hans musiksmag også. Fra hans første bog med den fantastiske titel '7/11' har han smidt om sig med musikreferencer til alt fra Medina til Drake og Frank Ocean. Samtidig spiller bands som det fremadstormende, majestætiske pop-act Grand Prix til hans release-fester, og så har Caspar Eric faktisk også selv lavet musik sammen med techno-projektet Antonio Gram.

Men hvem lyttede digteren egentlig selv til, da han skrev den nyeste digtsamling, 'Avatar'? Hør spillelisten (minus Capital Steez' 'Free The Robots', som du kan høre HER) forneden, hvor du også kan læse, hvad Caspar Eric havde at sige om de enkelte tracks.

 Free The Robots – Capital Steez 

Det her nummer var på flere måder begyndelsen til 'Avatar'. Jeg tror længe, jeg havde været misundelig på rappens evne til på en gang at være ekstrem følelsesfuld og samtidig politisk hårdtslående. Jeg synes, det er noget af det, der sker her: At STEEZ både er ekstremt personlig og ærlig, men også hudfletter store dele af den amerikanske kultur og politik. Der er noget klassisk, men også noget nyt, over hans råhed. Og så gør hele hans skæbne - han begik selvmord i 2012 - at teksten virker næsten ubærlig.


Martyrs - Kamandi 

Som med så mange af Kamandis ting, synes jeg virkelig, at musikken handler om hvad det vil sige at være totalt opslugt af en stemning eller en tanke. Både som noget skræmmende og som noget ekstatisk. Og måske vigtigst af alt, som noget der på samme tid udvikler sig og gentager sig. Det er et nummer, der på en gang giver mig lyst til at danse og giver mig lyst til at ødelægge noget, men som også virker trøstende eller noget.


Nikes – Frank Ocean

Jeg kender ikke nogen som Frank Ocean, der kan forene det melankolske og det smukke på en så stilfærdig måde. ”I'm not him but I'll mean something to you”. Det er jo både sørgeligt og håbefuldt. Ligesom musikken. Jeg synes nummeret har denne her fornemmelse af at være hverdagsligt USA, med stoffer og forbrug, men så noget der formår at handle om, hvordan man kan elske noget. Jeg synes det er det god kunst ofte formår.


Le monde ou Rien – PNL

Med det her nummer, men også bare generelt, indfører PNL det man kunne kalde den indadvendte og samfundsorienterede bølge inden for drill eller trap. Der er intet jeg ville lave om på det her nummer, og jeg har lyst til at høre det konstant, også selvom jeg egentlig bliver okay trist. Men altså: alt eller intet. Det er det jeg bruger musikken til eller i hvert fald også forsøger at finde ind til når jeg skriver


JBY – David August

Jeg er virkelig forelsket i, hvordan den ene sætning, ”Just be yourself”, kan virke totalt kvalmende og klaustrofobisk på et tidspunkt hvor jeg hører nummeret, og så om noget der er reelt muligt – fx ved bare at være til stede i nummeret og i de små detaljer, på et andet tidspunkt. Jeg hader ellers den type udsagn. Desuden så minder trommebeatet mig om They Don't Really Care About Us. Men måske er det bare ideen om det slagmarksagtige jeg godt kan lide i begge numre.


Traffic – Lil Reese ft. Chief Keef

Som med så meget andet fra GBE, så kan jeg virkelig godt lide den måde at numrene virkelig appellerer til handling. Også bare fysisk, ved at gå i kroppen på én. Det handler om at være kompromisløs. Jeg har det som om Lil Reese og Chief Keef formår at plante en eller anden aggression i mig gennem det her nummer, også selvom jeg på ingen måde har oplevet noget af det de har oplevet. Alligevel bliver jeg virkelig sur på vegne af at skulle miste så mange af sine venner fx på grund af et sted som Chiraq.


100 – Dean Blunt

Den måde, Dean Blunt formår at forene så mange lyde og harmonier fra forskellige musikalske sfærer på, synes jeg virkelig er unik. Det giver en helt bestemt balance mellem hårdhed og tilbagelænethed. Der er noget i næsten alle hans numre som interesserer sig for at gøre noget nyt, uden at det er helt nemt at bestemme, hvad det nye er. Han laver musik som jeg rent faktisk kan blive tabt i, eller hvor jeg pludselig kan komme til at tænke, okay hvad fuck skete der lige der. Det synes jeg jo sker for sjældent.


Hvordan kan jeg se på dig – Synd og Skam

Det her nummer er fandme skørt. Men det er også så smukt og vildt i sin skørhed. Jeg elsker den måde, der ikke er andet end stemme og effekt til stede. Jeg elsker den måde det henvender sig, og er så ulykkeligt forelsket og ondt. Det virker næsten som at forråde nummeret, hvis jeg skal sige noget om det, fordi det siger det hele selv. Er I klar til de brændende nætter?


Blodskudt – Jamaika

Jeg havde virkelig lyst til at putte et andet Jamaika-track på denne her liste, fordi Blodskudt er så P3-agtigt. Men det er også det der er sådan en bedrift. At kunne tale om den type virkelighed, og så samtidig at kunne få den til at føles genkendelig, eller i hvert fald som noget jeg har lyst til at sympatisere enormt meget med, også selvom jeg aldrig kommer til at vide hvad det er Jamaika har været igennem. Hver linje i sangen virker både ekstremt nøgen og ekstremt klog. Føler måske at det her nummer er det vigtigste socialrealistiske digt der er skrevet siden Yahya Hassan. Jeg får lyst til at græde men også til at forandre ting.


Misere - Allegri

Hvad kan jeg sige, ud over at hver gang jeg satte mig til at skrive på 'Avatar', så hørte jeg faktisk det her nummer. Jeg synes, det på samme tid gør mig afslappet og rolig, men også på en måde hvor følelserne kommer længere ud i fingrene. Jeg tror, jeg synes det er det bedste der nogensinde er lavet. Det er tidsløst. Men det er også en rejse. Det er jo klamt sagt, men jeg mener det sgu.

read more about
Next Story