Outskirts: Route 66 cycling movie
© Rapha cc
Cykling

10 af de bedste film om landevejscykling

Bliv inspireret til selv at ramme landevejen, eller nøjes med at bliv i sofaen, og få indblik i de professionelle rytteres turbulente verden med disse 10 film.
Skrevet af Charlie Allenby & Rasmus Thaaning
6 min readPubliceret den
Hvor Mountain Bike og BMX videoer oftest holder dig limet til skærmen med deres tricks og dristige downhill løb, så fokuserer film om landevejscykling oftest i stedet på personen i sadlen. De understreger det hårde arbejde og den beslutsomhed der ligger bag at klare sig i denne branche, og det er inspirerende at se disse ryttere nå deres mål. Om det så er en sejr i en grand tour, et domineret endagsløb eller en ny verdensrekord. Som en lille sidegevinst ved disse film, så får man sædvanligvis en ustyrlig lyst til selv at hoppe ud i sadlen efterfølgende.
Den følgende liste er en samling af de bedste spillefilm og dokumentarer om landevejscykling, som burde være obligatorisk for enhver cykelelsker. Perfekt til at smide på en søndag, hvor du ikke selv kan komme ud på landevejen på grund af dårligt vejr.

1. En forårsdag i helvede

Først på listen finder vi et dansk bidrag, nemlig klassikeren 'En forårsdag i helvede', som er instrueret af vores helt egen nationalskat indenfor cykling - Jørgen Leth.
Selv hvis du først lige har fået øjnene op for landevejscykling, så har du sikkert hørt om de løb der kaldes for forårsklassikerne. Den her dokumentar fra 1976 handler om det hårdeste løb af dem alle, Paris-Roubaix.
Selvom det er den ældste film på listen, så er filmen stadig aktuel, og er en eminent skildring, af alt det kaos og vildskab der er pakket ind i løbets 273 kilometer lange rute. Det er en brutal fortælling, som samtidig viser hvorfor så mange er blevet forelskede i denne benhårde sport.

2. The Flying Scotsman

Graeme Obree fra Skotland er på mange måder en usædvanlig cykelrytter. Han satte timerekord i 1993 og 1994, og blev verdensmester i fire kilometer forfølgelsesløb to gange i hans karriere. Det er imponerende nok i sig selv, men Graeme gjorde det blandt andet på en selvbygget cykel, som indeholdte dele fra en vaskemaskine. Derudover havde han en højst usædvanlig siddeposition, som du også kan se i traileren ovenover.
The Flying Scotsman er et drama baseret på Graemes liv, og er en virkelig interessant fortælling om en af moderne cyklings mest særprægede skikkelser.

3. Thereabouts

Lachlan Morton er en australsk professionel landevejscyklist, som bruger det meste af sin tid hjemmefra, eftersom den professionelle sæson fra januar til oktober hovedsageligt foregår i Europa. Det betyder at han ikke har meget tid til at ses med sin bror, Gus, som tidligere selv har været professionel.
Det beslutter de to brødre sig at gøre noget ved, og i 2013 tager de i ud på et 11-dages eventyr, som ender med at strække sig over 3.000 km, med start fra deres barndomshjem i Port Macquaire i hjertet af Australien.
Selvom filmen er centreret omkring to atleter i absolut top-form, så formår den stadig at fokusere på det essentielle ved cykling. Opdagelsen af nye steder og mødet med nye mennesker. En film der helt sikkert vil få dig til at gøre cyklen forårsklar med det samme!

4. Rising from the Ashes

På trods af kontinentets enorme størrelse og befolkning, så er det utroligt få afrikanske atleter der er en del af den professionelle cykelsport. Vi skal f.eks. helt frem til 2011, før Yohann Gene som den første mørke rytter fra Afrika gennemførte Tour De France.
Genes præstation var dog kun startskuddet for afrikanske cykelryttere, og i det efterfølgende år, forsøgte det Rwandiske landshold, at komme med til OL i London. 'Rising From The Ashes' er en film, som følger denne gruppe af teenageres rejse, hvis familier blev revet fra hinanden af folkedrabet i Rwanda i 1994, og tilblivelsen af et hold som blev trænet af den første amerikaner som deltog i Tour De France - Jock Boyer.

5. Icarus

Det er de færreste film om cykling, som kan prale af at have hevet en Oscar hjem, men det kan Netflix dokumentaren 'Icarus'. Filmen blev hurtig kendt for at have afsløret ​​russisk statsstøttet doping ved vinter-OL i 2014, men den starter faktisk ud med at handle om landevejscykling.
Filmskaberen og fritidscyklisten, Bryan Fogel, begynder filmen med en mission om at vinde en af de hårdeste amatørløb inden for landevejscykling. For at kunne gøre dette, så erhverver han sig hjælp fra den russiske forsker Dr. Grigory Rodchenkov, til at dope sig uden at blive opdaget. Historien der udfolder sig efterfølgende, består af en masse skype-opkald mellem Fogel og Rodchenkov, og pludselig bliver en større konspiration og en meget uventet historie afdækket.

6. All For One

Det australske professionelle cykelhold Mitchelton-Scott (tidligere 'GreenEdge'), har kun eksisteret siden 2011, men har allerede formået at samle en række imponerende af store sejre, som inkluderer den samlede sejr I Vuelta a España i 2018.
Dokumentaren 'All For One' følger holdet gennem de første 5 år efter det blev dannet, og er en dybdegående skildring af en stålsat gruppe af ryttere, og holdet der støtter dem gennem op- og nedture.

7. Stop At Nothing

Det ville ikke være en komplet liste over cykel-film, hvis ikke der mindst var en film, om en af de største (og mest kontroversielle) personligheder cykelverdenen nogensinde har set - Lance Armstrong.
Dokumentaren 'Stop At Nothing', sætter den tidligere 7-dobbelte Tour De France vinders karriere under lup, og tegner et billede af en hård mand, og den magt som han styrede feltet med til verdens største cykelløb. Gennem arkivbilleder og interviews med tidligere holdkammerater og journalister, fortælles historien om en rytter som i den grad har sat sit præg på den professionelle cykelsport.

8. Pantani: The Accidental Death of a Cyclist

90'erne var det rene vilde vesten i forhold til professionelt cykling, og de fleste store resultater stod i skyggen af doping-mistanken. Men på trods af dette, så er historien om cykelrytteren Marco Pantani stadig stadig utroligt dragende.
Denne dokumentar af James Erskine, fortæller historien om den karismatiske cykelrytter, fra hans rejse til toppen af cykelverdenen til hans alt for tidlige død i 2004.
Selvom hans Tour De France sejr i 1998 er blegnet under mistanken, så er der masser af drama, storslåede optagelser og klassiske interviews, der tilsammen tegnet et billede af en kæmpe skikkelse indenfor professionel cykling.

9. Clean Spirit

Mens Tour De France spiller en birolle i de fleste film på denne liste, så har verdens største cykelløb den ultimative hovedrolle i filmen 'Clean Spirit'. Filmen er instrueret af Dirk Jan Roeleven, og fokuserer udelukkende på det unge hold Argos-Shimano, og deres oplevelse med løbet i 2013.
Stjernen i filmen er helt klart den tyske rytter Marcel Kittel, som filmskaberne følger tæt gennem hans fire imponerende etapesejre. Men dokumentaren viser også den monotome side af livet som professionelt cykelrytter, som for det meste byder på den samme repetitive rutine med massage, mad og søvn.

10. Outskirts: Route 66

Denne film er produceret af cykelmærket 'Rapha', og er en film om 4 venner, der cykler langs den legendariske Route 66, som strækker sig fra Chicago til Los Angeles. Filmen kommer virkelig i dybden med det cykling i grunden handler om: Udforskningen af nye steder de mennesker der bor der. Prøv at se de første 5 minutter, og fortæl os så at du ikke blev hængende til resten af filmen.