Se video1 min
Soccer

Mød Maurits Kjærgaard: En fodboldspiller som de færreste

Han er et af de største talenter på den danske fodboldscene. Han flyttede alene til Østrig som 16-årig. Red Bull Salzburgs Maurits Kjærgaard er kort sagt ikke som de fleste 19-årige.
Skrevet af Jonas Melander Hammer
7 min readPubliceret den
Han gør ikke meget væsen af sig, som han toner frem på en forbindelse fra Salzburg i Østrig. Nærmest trådt direkte ud af badet efter formiddagens træning, sidder han og piller i sin drikkedunk. Håret er stadig vådt, men de velkendte, lyse krøller er ikke til at tage fejl af.
”Du kører bare,” siger han.
19-årige Maurits Kjærgaard er lige nu et af de varmeste navne på den danske fodboldscene. Han har netop vundet prisen som Årets Mandlige Talent, slået igennem i den østrigske bundesliga og Champions League for sin klub, Red Bull Salzburg, og det seneste års tid har han været kædet sammen med storklubber som Liverpool, AC Milan og Dortmund.
”Ja, hvordan er det egentlig at være Maurits lige nu? Det er vel, som det plejer at være,” siger han stille.
”Jeg prøver altid at holde fodbolden og livet udenfor banen skilt ad. Når jeg er på banen, er jeg på banen. Men når jeg træder udenfor kridtstregerne, tager jeg det ikke med mig. Så jeg vil ikke sige, at jeg får mere selvtillid af at spille en god kamp, eller være i en god stime som nu – men jeg vil sige, at jeg stadig føler mig som den samme person, hvis jeg har spillet en dårlig kamp,” fortæller han.
Det betyder dog ikke, at der ikke kan være dårlige dage udenfor banen – og de kan sagtens hænge sammen med en dårlig kamp. Men så er det, han husker sig selv på, at han skal slappe af, og være sig selv.
Det er svært ikke at blive overrasket over den enorme modenhed, han udstråler, når man taler med ham. Tankerne om hvem Maurits Kjærgaard er som fodboldspiller og person er velovervejede.
Jeg kunne se en plan for, hvordan jeg kunne blive en mere komplet fodboldspiller
Maurits Kjærgaard
Maurits Kjærgaard

Maurits Kjærgaard

© FC Red Bull Salzburg

Og det beskriver i virkeligheden Maurits Kjærgaard meget godt. Han har tidligere været helt åben om, at han efter sit skifte fra Lyngby til Red Bull Salzburg tilbage i sommeren 2019 følte sig ensom. At han var nødt til at lære at kede sig. Og det er præcis det, han nu har lært af.
”Specielt da jeg gik fra akademiet (i Salzburg, red.) til at bo for mig selv, brugte jeg rigtigt meget tid alene. Der lærer man virkelig sig selv at kende. Men jeg føler, at det er gået rigtigt godt på den front. At bruge tid alene og styrke forholdet til mig selv, når jeg ikke havde nogen at læne mig op ad, det hviler jeg meget i nu. Jeg føler mig godt tilpas i mit eget selskab,” siger han.
Hvem er Maurits Kjærgaard så?
”Jeg er mange ting. Jeg er typen, der godt kan sidde og nørde klip fra kampsituationer, gense mine kampe og optimere på min restitution. Men hvis jeg ikke vil tænke på fodbold, kan jeg også lægge det væk. Så ringer jeg til min familie, spiller PlayStation med mine gutter eller ser Netflix. Og så elsker jeg at spise ude og få nogle lange snakke med drengene, eller når familien er hernede.”

Et modent skifte

Maurits Kjærgaard

Maurits Kjærgaard

© FC Red Bull Salzburg

Da Maurits Kjærgaard skulle vælge sit næste step efter Lyngby, var der mange interesserede klubber. Men da Red Bull Salzburg kom på banen, var der ingen tvivl. Klubben har de seneste mange år været en kendt talentfabrik, der har spottet, formet og solgt det ene store talent efter det andet.
Sadio Mané, Erling Haaland og Karim Adeyemi er bare et par af dem, der har været gennem klubben, der har et klart forløb for alle sine spillere. Og den plan der blev lagt frem for det unge talent, var der heller ikke andre, der kunne matche.
”De havde bare det hele. Hovedårsagen var nok, at de spillede den helt modsatte type fodbold i forhold til den type spiller, jeg var. Og jeg ville gerne styrke alle de ting, jeg ikke var god til. Jeg kunne se en plan for, hvordan jeg kunne blive en mere komplet fodboldspiller,” forklarer han om skiftet.
Det lyder som en meget moden beslutning at tage i så tidlig en alder. Hvorfor ikke tage skridtet til en endnu større klub og spille ungdomsfodbold der?
”Helt sikkert. Jeg kunne sagtens have valgt en klub, hvor planen var, at jeg skulle spille U18-fodbold. Men der ville jeg alligevel være den bedste. Så det gav ikke mening for mig. Jeg skulle ud af min comfortzone. Jeg ville spille på et hold, hvor jeg ikke var den bedste - og samtidig kunne lære en masse udenfor banen,” lyder det.
Maurits Kjærgaard

Maurits Kjærgaard

© FC Red Bull Salzburg

Red Bull Salzburg er også kendt for deres samarbejde med FC Liefering, spillede det ind i din beslutning?
”Samarbejdet med FC Liefering var en kæmpe del af det. Der er mange klubber, der rykker U18-spillere direkte op i førsteholdstruppen. Det her mellemstep gjorde, at jeg kunne spille mod voksne mennesker med muskler på kroppen og masser erfaring i en tidlig alder. Jeg er hurtigere faldet til rette på 8’er positionen og kender rummene bedre, end jeg ellers havde, så det var en kæmpe del,” siger han.
Det største ved at vinde den (Årets Mandlige Talent, red.) er, at folk kan se, at jeg spiller god bold og er på rette vej i min karriere
Maurits Kjærgaard
Nu hvor snakken falder på fodbolden, stiller han drikkedunken fra sig. Han fortæller, at sammenholdet udenfor banen også spillede ind i valget af Red Bull Salzburg.
”Det er selvfølgelig ikke det, der kom i første række. Og det skal det heller ikke. Men hernede er der 100 forskellige kulturer på anlægget, på stadion og du møder hele tiden nye mennesker i klubben. Så man bliver nødt til at lære af hinanden. Hvis vi ikke kan få tingene til at fungere udenfor banen, så fungerer det heller ikke på banen.”
Er det her sammenhold noget, der bliver dyrket ekstra meget i klubben?
”Sådan er det selvfølgelig i alle klubber, men jeg kan mærke, at folk er oprigtigt interesserede i hinanden hernede - og vi lærer hinanden at kende personligt. Så jeg synes helt sikkert, at vi styrker vores bånd, og det kan man mærke. Og ikke mindst se på de resultater, vi leverer på banen. Det er sateme vigtigt for at kunne præstere, at man er komfortable sammen og kender hinandens grænser,” siger han.

Støtten hjemmefra

Roen til at kunne dedikere sig fuldt ud til fodbolden kommer også med et stærkt bagland. Derhjemme støtter familien fuldt op om fodbolddrømmen, ligesom vennerne også er med hele vejen.
”Det kan til tider godt være svært at få besøg hjemmefra. Vennerne har både skole og fodbold ved siden af – og familien har job. Men når de har tid, er de rigtigt gode til at besøge mig. Og så bliver de her typisk også længere tid ad gangen.”
Da Red Bull Salzburg i februar stødte sammen med AS Roma i Europa League, var der også en god portion bekendte på tribunerne.
”Både min bror og en masse af mine venner havde taget turen til Rom for at se mig spille. Det betyder rigtigt meget for mig!”
En anden støtte han kunne mærke hjemmefra, var anerkendelsen som Årets Mandlige Talent 2022. En pris der tidligere er vundet af spillere som Christian Eriksen, Andreas Christensen og Pierre-Emile Højberg. Og selvom han tog det som et kæmpe skulderklap og en anerkendelse af, at han gør det godt på banen og bevæger sig i den rigtige retning, tager han det alligevel roligt.
”Det er ikke fordi, jeg har opnået noget som sådan. Jeg bliver heller ikke en bedre fodboldspiller af det. Men der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg er glad for prisen. Det er en stor pris, det ved jeg også godt. Men det største ved at vinde den er, at folk kan se, at jeg spiller god bold og er på rette vej i min karriere,” lyder det meget professionelt.
I år har Maurits Kjærgaard for alvor slået igennem for Red Bull Salzburg i den østrigske Bundesliga. I skrivende stund har han spillet 19 kampe, scoret to mål og lavet syv assists. Han fik tæt på fuld spilletid i Champions League-gruppespillet og på U21-landsholdet er han fast mand og anfører.
Så hvad mangler Maurits Kjærgaard, inden han kan tage det næste store spring?
”Erfaring! Jeg skal spille en masse store kampe og få presset ind under huden. Spillemæssigt synes jeg, at jeg har flyttet mig meget siden mit skifte til Red Bull Salzburg. Resten tror jeg på kommer med spilleminutter. Det handler bare om at fortsætte med at gøre mig gældende, og så bliver jeg også mere voksen i mit spil.”