Rapperen Carmon fra Nivå er måske ikke Danmarks-kendt endnu - men på en måde er han det alligevel. Hans videoer med benhård og kompromisløs gaderap høster nemlig views i million-klassen, uanset om C (som han kaldes) optræder som solo-artist eller sammen med makkeren Danni som duoen DC. Nogle af hans største tracks er desuden lavet sammen med stjerneskuddet Jamaika, der har slået bredt igennem i år, og som vi interviewede i juni.
Nu har Carmon hele to tracks klar samtidig, i form af 'Stadig Original' og 'Numero Uno', der tager Carmons gaderap i helt nye retninger.
Stilen er mere melodisk og eksperimenterende, samtidig med at lyden stadig oser af asfalt og beton. Hør det foroven, og læs hvad Carmon havde at sige om dem forneden, hvor du også kan se videoen til 'Stadig Original'.
"De nye sange er en ny ting, men derfor er det stadig det samme" siger rapperen selv om de nye tracks. "Jeg har en bred musiksmag- jeg lytter til engelsk rap og fransk rap. Og tysk rap faktisk, der er ved at have fat i noget også. Så jeg har altid vidst, at jeg kunne mange forskellige ting."